1. Kontakt til barnet. Massage er en stund, der giver rum og ro til en dybere kontakt mellem dig og dit barn. Allerede inden dit barn er født, kan du her gøre noget godt for jer begge.
2. Stress reducerende. Stress er den moderne epidemi, og gravide kvinder bliver også stressede. Især fordi der kan komme mange ekstra ting til som f.eks. flytning, istandsætning af bolig, bekymringer om parforhold, andre søskende, økonomi m.v. Massage medvirker til at reducere stress niveauet, og er derfor en måde at holde sin krop og sit barn stressfri under graviditeten.
3. Hævede fødder og hænder. En nænsom og blid ben massage reducerer væske i fødder og hænder.
4. God søvn. Du får en dybere og roligere søvn, når du har fået en langsom og behagelig massage.
5. Kropsbevidsthed. Graviditet er kroppens tid og et godt tidspunkt at få kontakt med og bevidsthed om sin krop. Massage (og massageterapeuten) kan lære dig at tolke kroppens signaler til gavn for kontakt til dit barn, graviditet og fødslens forløb.
6. Bækkensmerter. En stor del af graviditetsbetingede bækkensmerter kan behandles med specielle massage teknikker, og det er vigtigt at komme i gang tidligt i graviditeten. ” At tage sig sammen” og negliere smerterne forværrer smerterne, når man er gravid.
7. Generelle graviditetsgener. En graviditet kan være fuld af kropslige gener og smerter. De fleste graviditetsgener kan afhjælpes og lindres vha. massage.
8. Graviditets depression. En graviditet er ikke altid ”lykkelige omstændigheder. ” Flere gravide end vi bryder os om at tænke på, oplever graviditeten som en uoverskuelig tung og trist periode i deres liv. En del bliver direkte deprimeret. Hyppige massager letter depressionen. Det kan være en god ide at finde en massageterapeut, som kan undervise den gravides partner i at give massage. Der skal nemlig hyppige og regelmæssige massager til at ændre på en depressiv tilstand, så det bliver både mere tilgængeligt og billigere, hvis det kan foregå hjemme.
9. Forberedelse til fødsel. Massage kan indgå i din måde at forberede dig til fødslen på. Det har vist sig, at regelmæssige massager den sidste måned op til fødslen påvirker din smertetærskel, så du oplever fødslen mindre smertefuld.
10. Øget selvværd. Der er mange ting på spil for den gravide kvinde. Massage hos en dygtig massageterapeut, hvor samtale også indgår, øger kvindens forståelse for og tro på sig selv. Det øger også glæden ved livet og graviditeten og styrker derfor muligheden for en god fødsel.
Punkterne er skrevet af Bente Nørgård (jordemoder og massageterapeut ) og Gitte Theil (massageterapeut, fødselshjælper og stressrådgiver).